10 Desember

10.december

Hanenhr. Hermansen.

Hanenhr. Hermansen var en gammel, pålidelig hane.

Tidligthver morgen hoppede den op på rækværket og galede højrøstet kykeliky, ogdet blev den ved med til den havde vækket alle og enhver til dagens dont.

Menpå de kølige vintermorgener var der ingen, der havde lyst til at stå o.

Allemumlede: "- Ti dog stille! " og : "- lad os være i fred! "og vendte sig så om for at få en lille èn på øjet igen. Især bondemanden.Ja en skønne morgen sagde han endog: " – Det er da også pokkers med denhane! Jeg ville ønske den ville helt holde op med at gale! "

Dethørte hr. Hermansen godt og blev ikke så lidt sur. Kammen strittede. De guleøjne skød

lyn."- Så kan det også være lige meget," tænkte den. "- Nu laderjeg dem bare sove."

Sånæste morgen galede hr. Hermansen slet ikke. Ikke så meget som et lillebittepip kom der fra den.

Allesov og sov til langt op ad dagen.

Også kan det ellers nok være de fik travlt!

Køernebrølede, for at der skulle komme nogen og malke dem. Fårene brægede for atblive lukket ud. Grisene hylede og gryntede efter deres mad. Hønsene gav sigtil at lægge æg under så voldsom kaglen, at alle blev helt forvirrede overalt det spektakel.

Helebondefamilien gik og snublede over hinanden, de malkede køerne i ægge kurvene,tabte æggene på gulvet lige så hurtigt som de fik samlet dem, lukkede griseneu på fårenes mark, og gav grisenes mad til fårene – der aldeles ikke brødsig om den.

Børnenetudbrølede, fordi de kom for sent til skolebussen, så de blev nødt til at gåhele vejen – og så skulle de nok også sidde efter. Det var et værretabernakel!

Sammeaften da de alle sammen havde spist middag (eller var det mon frokost? Det kunnede ikke rigtig finde ud af), gik de ud for at snakke med hr. Hermansen.

"-Kan du så sørge for at vi bliver vækket i tide i morgen!" sagde de.

"-Næh jeg vil ej" sagde hr. Hermansen gnavent. "- Jeg bryder mig ikkeom at man skælder mig ud og er gal på mig og kalder mig for en pokkershane!"

"-Jamen, det skal vi nok lade være med!" lovede de alle sammen.

"-Jamen, jeg vil ikke gale alligevel" sagde hr. Hermansen. "- Kun hvis Ibeder meget pænt om det".

"– Åh, hr. Hermansen, vil du ikke nok?" bønfaldt de alle sammen.

"-Hvis jeg gør det, vil I så råbe hurra for mig?" spurgte hr. Hermansen.

"– Ja, det vil vi rigtignok", lovede de alle sammen. Og for at bevise det,istemte de et fuldtonende Hurra for hr. Hermansen, så han helt glemte, at hanoverhovedet havde været sur.

Sånæste morgen sad hr. Hermansen igen på rækværket og galede lige så lystigtog ihærdigt som nogensinde før.

Hr.Hermansen var faktisk en gammel pålidelig hane.



Comments