17 Desember

17.december.

Dendejlige julegave.

Dervar engang en mor, som lavede en julegave til sin lille dreng.

Hunlavede den af uldgarn, og det vidste den lille dreng godt, for sommetider fandthan små stumper uld udenfor det værelse, hvor hans mor lavede julegaver.

Hanfandt en stump rødt garn, og så tænkte han: "Nå, nu ved jeg hvad det erhun laver. Hun er ved at lave en rød hue til mig".

Såfandt han nogle grønne garnstumper. Både mørkegrønne og lysegrønne, og hantænkte: "Nej, det må være vanter hun laver til mig – grønne vantermed røde og mørkegrønne striber".

Mensenere fandt den lille dreng hvidt garn, blåt garn, lysebrunt og sort garn. Såtænkte han, at hans mor nok var ved at lave en sweater til ham med mønster imange forskellige farver. Og han var sikker på, han ville blive meget glad forden sweater, selv om det altså blev en blød pakke, og ikke noget man kunnelege med.

Detvar hvad den lille dreng troede, men det var slet ikke nogen sweater, hans morlavede til ham.

Hunlavede et tæppe til sin lille dreng, og det var et dejligt tæppe. Detlysegrønne garn skulle forestille græs, og det mørkegrønne garn var træer.Det blå garn var søer og åer. Det lysebrune garn var stier og veje. Det hvidegarn var huse, og det røde garn var tage og skodder, og smukke blomster, ogæbler på træerne.

"Nårtæppet er færdigt, og ligger på gulvet" – tænkte hun, mens hunarbejdede, "så kan min lille dreng bruge det til at lege by. Han kan køremed sine legetøjsbiler på vejene, og han kan sejle med skibe på vandet, ogbygge huse, og lukke alle dyrene fra bondegården ud på det dejlige grønnegræs……"

Også smilede hun, fordi hun syntes, det var sådan en dejlig gave, hun havdefundet på til sin lille dreng.

Bedreend en hue. Bedre end vanter.

Jaendnu bedre end en sweater med et indviklet mønster.

Oghun kiggede på kalenderen og på uret, og så gav hun sig til at arbejde endnuflittigere, for hun ville gerne være helt sikker på, at det dejlige tæppekunne blive færdigt, så hendes lille dreng kunne få det i julegave.



Comments