1. december
Peters problem.
Peter var lidtbekymret. Han vidste ikke rigtig, hvad han skulle gøre med den lille killing,han havde fundet, og som han nu gik rundt med i lommen.
Jeg kan ikke tageden med hjem, tænkte han. – Bølle afskyr katte, så han vil bare rende efterden hele dagen og gø og gøre den forskrækket.
Men han kunneheller ikke bare lade den blive på den græsplæne, hvor han havde fundet den.Så Peter gav sig til at spekulere dybt og grundigt over, hvad han dog skullegøre.
Han måtte helleregå hen og spørge fru Lindegaard, som han var meget fine venner med. Så gikhan op mod huset.
Dav med dig,Peter, råbte hun. – Vil du ikke lige kigge efter i min brevkasse og se om derer noget til mig? Men det er der jo nok ikke. Det er der aldrig. Hvor har jegdet egentlig ensomt – jeg har ingen børn, og ingen kæledyr. Ja, jeg har sletingen boende her, som jeg kan være sød ved og have det rart sammen med.
Men så sagde hunigen med et stille smil: – Peter, vil du ikke ligge kigge efter i brevkassen.Peter løb ned til hendes brevkasse, og da han lukkede den op, var den tom. Menda han lukkede den igen, var den aldeles ikke tom. For lige så stille ogforsigtigt havde han taget den lille vildfarne killing op af lommen og puttetden ind i brevkassen.
Der er noget tildig, fru Lindegaard, råbte Peter. Skal jeg komme op med det til dig?
Nej, det behøvesda ikke, Peter, sagde den gamle dame ivrigt. – Jeg kan da godt selv gå ned oghente det.
Så Peter traskedehjem i godt humør. Og glad det var sandelig også fru Lindegaard, da hunforventningsfuld gik ned til brevkassen – men det var ingenting mod hvad hunvar, da hun gik tilbage til huset igen med den lille søvnige killing godtbeskyttet under sit tørklæde.