13.december.
Denlille tykke gris.
Dervar engang fem små grise, som alle sammen hylede og var lyserøde. Og de fireaf dem var så kræsne, at de aldrig spiste op.
Desagde at majsen var for hård at tygge, og resten var for blødt. Og nårbondemanden gav dem dejlige friske grøntsager til middag, så pirkede de baretil maden og åd kun de stykker, de bedst kunne lide.
Menden femte lille gris kunne lide det alt sammen. Han guffede i sig, ja kravledenæsten op i truget for at få den sidste smule.
"Godelille gris!" gryntede hans mor.
"Grådigelille gris!" gryntede hans brødre og søstre og tog forsigtigt for sig afretterne. Så de blev naturligvis ved med at være små og magre, mens den femtelille gris blev så rund og tyk og fornøjet, at bondemanden vaskede ogstriglede ham, og tog ham med til dyrskuet i byen.
"Hvorskal han hen?" spurgte de andre smågrise.
"Detfinder I ud af når han kommer tilbage", gryntede moren med et smil.
Ogdet gjorde de også. For da den lille tykke gris kom kørende hjem igen, smiledebåde han og bondemanden stolt, for han havde vundet en flot medalje, fordi hanvar den fineste lille gris dèr på egnen.
"Vivil også til dyrskue!" hylede hans brødre og søstre.
"Detkan da også godt være en skønne dag" sagde den lille tykke gris. Og såsagde han "- skal vi ikke snart have aftensmad? Det må da være på højetid!"
Ogdet var det også, for bondemanden havde haft meget travlt med at vise denflotte medalje til alle sine naboer. Men da han langt om længe kom medaftensmaden – majs og mask og en hel masse snask – så kastede alle fem smågrise sig over truget. De hylede og skubbede og guffede i sig, og de var ligeså sultne og forslugne, som små grise nu engang helst skal være.